Det er vigtigt, at alle er med til at bortskaffe affald, og det er vigtigt, at borgere og erhvervsliv kender kommunens affaldsregulativ, siger Frank Rasmussen, der er direktør i det fælleskommunale affaldsselskab Esani.
- Vi er i en overgangsperiode, hvor vi dels skal skaffe os af med affaldet på en ny måde lige fra boligen og virksomheden til kommunen, dels skal vi bortskaffe affald fra flere års synder. Hovedreglen er nu, at den, der producerer affald, skal betale for at få det væk på en kontrolleret måde, som fastsættes i kommunens affaldsregulativ, siger Frank Rasmussen, der er direktør i det fælleskommunale affaldsselskab Esani A/S, samt miljøchef i Kommuneqarfik Sermersooq til avisen Sermitsiaq.
- Vi har to år til at få det nye affaldssystem på plads, og de nye regler kørt ind, så er forbrændingsanlæggene klar. Desuden får vi de første affaldshoteller i Sisimiut og Nuuk allerede til oktober og november. Der er plads til at opbevare affald, indtil de to nye forbrændingsanlæg står klar om to år. I samme periode kører de ældre forbrændingsanlæg og modtager affald fra hele landet.
Den nye affaldsordning er en stor omvæltning for os alle sammen, men vi skal lykkes med det, siger Frank Rasmussen.
Virksomhedernes ansvar
- Virksomhederne skal tænke deres affald ind i deres CSR-strategi. De skal sortere deres eget affald. De rene organiske produkter bør kunne håndteres lokalt enten ved at de udledes i havet eller i et hul i jorden, hvor de bliver til kompost.
- Jern og metaller fra hele landet sejler vi til genbrugsmarkederne i Europa.
- Plastik, papir og træ brænder vi af – indtil vi en dag laver træflis. Måske vil vi også kunne genbruge plastik en dag.
- Virksomhederne kan ikke bare smide deres affald på dumpene. De må følge kommunens regulativ og bortskaffe det efter de lokale regler. Hvis vi her i Sermersooq opdager, at en virksomhed har smidt affaldet på dumpen uden om reglerne, får de besked på at hente det igen, ellers henter vi det og bortskaffer det på affaldsproducentens regning, siger Frank Rasmussen.
Denne artikel er udarbejdet af Karsten Sommer og udgivet den 30. december 2020